mandag den 25. november 2013

Skabelsestroende forskrækker professor

Er creationister rigtigt kloge?

Professor anklager skabelsestroende
for antividenskabelig propaganda

Alarm på videnskab.dk: Folk tror ikke på evolutionsteorien. Alle skabelsestroende anklages for at ”gå op imod hele det videnskabelige etablissement”!

Af redakør Knud Aage Back
Europæisk kreationisme har vokseværk ifølge en EU-undersøgelse. Det bekymrer Århus-professor Peter C. Kjærgaard. Videnskab.dk formidler Kjærgaards opfattelser i artiklen ”Derfor tror folk ikke på evolutionsteorien”. Problemet er, at det undergraver videnskabens status i og med, at kritik af evolutionsteorien bliver mere accepteret.
»Når flere og flere sidestiller kreationistiske argumenter med videnskabelige argumenter, har vi et alvorligt samfundsproblem. Det er farligt, for vi er afhængige af at folks tiltro til videnskab er intakt,« siger Peter C. Kjærgaard.
Det siges ikke direkte, men han er åbenbart ikke i tvivl om, at evolutionsteorien er en altfavnende forklaring – og dermed en videnskabelig sandhed, det vil være kættersk at modsige. 
I den forbindelse er det vigtigt at erindre, hvad den kendte astrofysiker Jens Martin Knudsen har fastslået: At slå følge med dem der søger sandheden, men passe på med dem der har fundet den!
Et menneske, der hævder at have patent på sandheden, er et skråsikkert menneske, der ikke til at rokke fra sit synspunkt. Derfor vil de fleste danskere nok gerne skrive under på Jens Martin Knudsens udsagn. Med profeter diskuterer man nok som bekendt ikke.

Typisk misforståelse

Peter C. Kjærgaards forskrækkelse for skabelsestroende bygger på en ændret betydning af ordet creationisme. Det medfører nemt nogle misforståelser, der omtales af matematikprofessor John C. Lennox i bogen Guds Bøddel.
Ordet creationisme blev i sin tid brugt til ganske enkelt at betegne en tro på at der findes en Skaber. Punktum, slut! Men nu sammenkædes creationisme især med en bestemt fortolkning af Første Mosebog. Der er sket en ”mutation” i betydningen af ordet creationisme. 
Det har ifølge Lennox tre meget uheldige effekter. For det første polariseres diskussionen, så de, der afviser enhver forestilling om en intelligent kausalitet i universet, får let spil. 
For det andet undlader den særlige tolkning af creationisme at yde retfærdighed for, at der er store forskelle på kristnes opfattelser af Bibelens skabelsesberetninger. For det tredje betegnes intelligent design (ID) som en forklædning af amerikansk bogstavtro Bibelforståelse.
På trods af at vi i Origo ikke definerer os selv som creationister, vil mange nok alligevel regne os for at være det. For hvordan oversætter man “skabelsestroende” til engelsk? Og dermed er vi sat i bås. Frelste tosser behøver man ikke at forholde sig til seriøst.

Evolution er mange ting

Evolutionsteorien er (i lighed med skabelsestroen) et bredtfavnende begreb. Mikroevolution er et almindeligt anerkendt videnskabeligt fænomen, som også seriøse skabelsestroende accepterer. Makroevolution kan derimod ikke observeres hverken i den nulevende eller fossile fauna. 
Fisk landdyr-overgangen, for eksempel, er en trossag. Det ved Peter C. Kjærgaard sikkert udmærket. Men i interviewet forsøger han ikke at skelne eller nuancere evolution. Evolutionsteorien skal åbenbart kun opfattes på én måde: Den altfavnende og endegyldige videnskabelige sandhed, der ikke kan modsiges. 
Kjærgaard ved ikke hvordan videnskaben kan modvirke creationisme. Det kunne ske ved blot at svare på creationistenes videnskabeligt underbyggede argumenter. Det sker ikke. I stedet stemples creationistiske argumenter som antividenskabelig propaganda. 
Kjærgaards udtalelser rejser spørgsmålet: Hvad kan være årsag til denne usaglige kritik, så skabelsestroende nærmest betragtes som ikke rigtig kloge..? Svaret kan være, at kritikken ikke kan begrundes med naturvidenskab. Kjærgaards kritik kan derfor kun være et ideologisk forsvar for evolution forstået som en forklaring, der gør krav på at udelukke Skaberen som årsag til den fysiske virkelighed. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar