Kreationisme og intelligent design er vidt forskellige kategorier

Af Søren Harslund
forfatter

 

Lederskribent ”holm” er på gale veje i lederartiklen den 25. februar: Forskningsprogrammet kaldet intelligent design har intet med kreationisme at gøre, og det beskæftiger sig ikke med den bibelske skabelsesberetning.
Programmet grundlagdes af de fire amerikanske biologer Charles Thaxton, Walter Bradley, Roger Olson og Dean Kenyon i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, og det var og er fortsat udelukkende baseret på udforskningen af cellerne, alt livs byggesten.

Via den nyeste mikroteknik afsløredes et hidtil ukendt mylder af processer i cellerne i form af blandt andet det, forskerne kalder proteinmaskiner, fordi cellernes højt specialiserede proteiner faktisk fungerer på samme måde som menneskeskabte maskiner og it-systemer, blot på mikro- eller nanoplan.

Intelligent design-forskningen er kontroversiel blandt evolutionsbiologer, fordi intelligent design-forskerne er nået til den konklusion, at disse proteinmaskiner ikke kan være frembragt ved de evolutionære processer, der ligger til grund for den nuværende evolutionsteori: mutationer, naturlig selektion og genetisk drift. Fjerner man for eksempel et enkelt protein i de nævnte proteinmaskiner, ophører deres funktion. Det samme sker, hvis man fjerner en vital del af en menneskeskabt maskine. Følgelig kan en proteinmaskine ikke være resultatet af en evolutionær proces.
Hvis intelligent design-forskerne har ret, skrider grundlaget for evolutionsteorien.
Darwin anerkendte selv, i en omfattende korrespondance med den amerikanske botaniker Asa Gray, der var professor ved Harvard University, at universet som helhed må være resultat af intelligent design, et begreb der blev indført af professor William Whewell ved Cambridge University i 1833. Men han kunne, paradoksalt nok, ikke acceptere, at de biologiske processer er et resultat af intelligent design.
Han var nemlig klar over, at en accept heraf ville undergrave hans udviklingsteori. Hans argumentation er imidlertid her filosofisk og ikke videnskabelig, hvilket fremgår af korrespondancen med Asa Gray. 
Hverken evolutionsbiologerne eller intelligent design-forskerne har indtil nu kunnet forklare, hvordan livet er opstået og har udviklet sig på Jorden, og med det, vi ved fra fossilforskningen, kan vi kun fastslå, at talrige arter er uddøde i Jordens historie.
Evolutionsbiologerne kan derimod ikke påvise eller dokumentere, at arter har ændret sig til andre arter over tid, hvilket er evolutionsteoriens hovedtese. De kan kun påvise, at der hos mange arter har fundet større eller mindre variationer sted i for eksempel størrelse, farve og lignende – med et uheldigt udtryk kaldet mikroevolution.
At evolutionsbiologerne her har et forklaringsproblem, fremgår også af, at dyre- og planteavlere aldrig har kunnet frembringe nye arter ved kunstig selektion, kun varianter af bestående arter.
Det stemmer også overens med den tjekkiske munk Gregor Johann Mendels arvelighedslove og med den tyske biolog Siegfried Scherers tese, at alle uddøde og nuværende arter anatomisk og genetisk set blot er varianter af et forholdsvis begrænset antal grundtyper, der opstod i Jordens urtid.

Artiklen er bragt i

Kristeligt Dagblad 28. februar 2015

Ingen teori om fortiden er 100% sand

Artiklen er publiceret i Origo

Af Finn Boelsmand
Fagemnerne videnskabshistorie og videnskabsteori kaster lys over, at teorier om fortiden, for eksempel evolutionsteorien og teorier om datering, ikke er 100% sande. Det skyldes især at forskellige data ikke peger i samme retning. Det er en vigtig begrundelse for, at dele af teorierne skal ”sættes på spil”, for eksempel:

Hvilke teorier er de bedste?
A) Det er dem, hvor dele af dem bliver sat på spil.
B) Det er dem som nogen freder.
C) Det er dem hvor man bliver sur hvis nogen stiller spørgsmål ved dem.
Svar:
Hvilke teorier er de bedste?
A) Det er dem, hvor dele af dem bliver sat på spil. De skal helst testes igen og igen om de kan forudsige noget, man derefter tester med nye data. Man skal helst være åben overfor at der kommer en delvis modsigelse.
B) Det er dem som nogen freder.
C) Det er dem hvor man bliver sur hvis nogen stiller spørgsmål ved dem.
Kommentar: Det er naturligvis lige gyldigt for en teoris sandhedsværdi, om der er nogen der bliver sur hvis man stiller spørgsmål ved dem.

Om fredning af teorier gælder

• ”Hvis man freder en teori, gør man den til pseudo-videnskab” (pseudo=noget der ligner uden egentlig at være det).

Det er altså en dårlig idé at frede en teori. Man vil bare få den til at falde på videnskabs-aksen og nærme sig pseudo-videnskab, hvilket sikkert ikke er i ens interesse.
Ved at sætte dele af en teori på spil og se om den kan forudsige noget (det skal være ”dristige” gæt, ikke almindelige gæt. Man skal risikere noget) og så tjekke med ”nye” data (det kan godt være gamle data, som man ikke har tjekket med før) og være åben overfor at der kommer en delvis modsigelse, opdager man at de fleste teorier ikke er 100% sande.
Man bliver altså ”klogere” af at sætte dele af teorier på spil. Før man gør det, kan man tro at teorier i lærebøger er 100% sande og gamle teorier er 0% sande (de er forkastede). Efter at man gør det og opdager at ingen fortidsteori er 100% sand, kan man også blive mere åben overfor tværfagligt samarbejde og forskellige fags forskellige synsvinkler.
Ifølge videnskabsfilosoffen Karl R. Popper er det måden at teste en teori på og som fortæller om, hvor på skalaen 0-100% sand teorien ligger. Det er derimod ikke afgørende for en teoris sandhedsværdi, om den har et antal tilhængere eller om nogle af tilhængerne gerne vil opfatte teorien som ”alt”forklarende.
Testmetoden kaldes den hypotetisk-deduktive metode, som der undervises i i det første halvår på STX og det første år på HF. Hvis man undlader at sætte dele af en teori på spil, men i stedet freder den, gør man teorien en bjørnetjeneste, idet man gør den til pseudovidenskab (pseudo=noget der ligner uden egentlig at være det). Samme bjørnetjeneste gør man teorien, hvis man gør den ”alt”forklarende og derfor afviser eller bortforklarer visse data, som teorien ikke har det så godt med. Når man sætter en del af teorien på spil, skal man være åben overfor at der kommer en delvis modsigelse.
Desværre kan visse lærebøgers omtale af metoden misforstås, sådan at læseren tror at nogle teorier er 100% sande, mens andre teorier er 0% sande. De indbildt 100% sande er sjovt nok de nyeste teorier, mens de indbildt 0% sande, er de gamle teorier.
Hvis man studerer fx fysikhistorie tegner der sig et andet billede. Litteraturen indeholder eksempler på artikler, hvor nogle data ikke er forstået. Hvordan kan man så antage artiklens teorier for 100% sande? Andre artikler nævner én teori punktum. Hvordan kan læseren så blive klar over at nogle data peger på andre teorier?
Emnet for dette temanummer er datering (=aldersberegning efter bestemte formler og under bestemte antagelser). Der kommes selvsagt ind på fortidsteorier. Om disse gælder generelt:

• ”Ingen fortidsteori er 100% sand. Data peger altid i forskellige retninger.”

Hvis nogen læser synes at det lyder forkert, for nogle fortidsteorier kan vel godt være sande, er pointeringen ”ikke 100% sand”. Hvorfor ikke? Er det fordi nogen ikke vil have det? Nej. Det skyldes, at data altid peger i forskellige retninger. Hæftet her vil vise det ene eksempel efter det andet på det.
Om data gælder generelt har marsforskeren Jens Martin Knudsen formuleret følgende videnskabsteoretiske ordsprog: ”Vi må have respekt for de observerede data. Derimod er det vigtigt ikke at frygte autoriteter”.

Fysik- og kemiundervisning
Jeg er selv fysiklærer og kemilærer, underviser i gymnasiet og HF. Jeg er også nv-lærer (nv=Naturvidenskabeligt grundforløb, faget kører det første halvår i gymnasiet og involverer fysik, kemi, biologi og naturgeografi og fagenes forskellige metoder) og nf-lærer (nf=Naturvidenskabelig faggruppe, faget kører det første år på HF og involverer kemi, biologi og geografi og fagenes forskellige metoder).
Det er en vigtig pointe, at nv og nf involverer fagenes forskellige metoder – fagene har forskellige synsvinkler og er altså ikke 100% enige.
Hvis jeg spørger mine fysik- og kemikolleger i gymnasieverdenen: ”Er de naturvidenskabelige fag enige”?, har ingen af dem, jeg selv inklusive, lært at fagene skulle være uenige. Ej heller at fagenes teorier ikke er 100% sande.
I fysik B og A bruger vi den udmærkede lærebog: Orbit BA, som indeholder det kernestof vi skal undervise i foruden mange gode eksempler. Bogen har også et kapitel kaldet ”Tro og viden”, hvor banen kridtes op til en konfrontation mellem gamle forkastede teorier og nye bekræftede teorier. Man lærer altså at teorierne er blevet ændret til det bedre ved at passe med nye data og nogle gamle teorier er blevet forældede ved at de fik data imod sig. Det er en del af sandheden.
Ingen fysik- eller kemilærere jeg har mødt, mig selv inklusive, har lært i deres uddannelse ”at sætte en del af en teori på spil” når det gælder teorierne i lærebøgerne. Dermed kan man få den fejlopfattelse at lærebøgernes teorier er 100% sande og de teorier der er 0% sande er blevet fjernet fra de nye lærebøger, men man ved det faktisk ikke. (Note: bi=biologi, ng=naturgeografi, fy=fysik, ke=kemi. nv=naturvidenskabelig grundforløb, nf=naturvidenskabelig faggruppe, AT=almen studieforberedelse.)
Data peger altid i forskellige retninger, som det fremgår af Figur 3 (A og B). Hvis man følger den hypotetisk-deduktive metodes 5 punkter (se tekstboks) behøver 2 faglærere ikke at være bange for samarbejde. Der kan ikke blive tale om, at den ene teori får 100% ret, da ingen fortidsteori er 100% sand. Der kan heller ikke blive tale om, at den ene teori bliver fredet, for så gøres den til pseudo-videnskab. Det bliver altid tale om at blive ved med at tjekke med "nye" data. Det kommer til at stå klart at ingen af de 2 faglæreres teorier er 100% sande - på den måde kommer de begge til orde og bliver hørt.
”Hvis man følger den hypotetisk-deduktive metodes 5 punkter behøver 2 faglærere ikke at være bange for samarbejde. Der kan ikke blive tale om, at den ene teori får 100% ret, da ingen fortidsteori er 100% sand. Der kan heller ikke blive tale om, at den ene teori bliver fredet, for så gøres den til pseudo-videnskab. Det bliver altid tale om at blive ved med at tjekke med "nye" data. Det kommer til at stå klart at ingen af de 2 faglæreres teorier er 100% sande - på den måde kommer de begge til orde og bliver hørt”.

Videnskabshistorie - videnskabsteori
Det var først da jeg mødte professor Peter Øhrstrøm, Aalborg Universitet, at jeg hørte om Institut for de eksakte videnskabers historie, AU, hvor han tidligere var ansat. Han blev senere dr. scient. i videnskabshistorie og videnskabsteori og er i dag professor i informationsvidenskab.
Det er netop fagemnerne videnskabshistorie og videnskabsteori, som kaster lys over at teorier ikke er 100% sande og man skal sætte dele af dem på spil.

Dateringshistorie
Jeg er selv uddannet på DTU, lidt på KU og AAU og har tidligere arbejdet 7-9 år sammen med geologer. I 1985 skrev jeg speciale i radiometriske dateringsmetoder – et litteraturstudie i dendrokronologi (=træringe), uran-thorium-bly dateringsmetoderne, rubidium-strontium dateringsmetoden, kalium-argon dateringsmetoden, fissionsportællingsmetoden, kulstof-14 metoden, foruden: noget oldtidshistorie, arkæologi, geologi.
”Stiller jeg spørgsmål ved dateringer”? ”Det behøver jeg ikke. Jeg regner med at fysikerne har gjort deres arbejde ordentligt”. ”Nu er jeg begyndt at stille spørgsmål ved dateringer og jeg har opdaget at de kan være uoverenstemmende foruden at nogle data ikke er forklaret. Det vigtigste nye er at jeg nu kan se at fortidsteorierne ikke er 100% sande, for data peger altid i forskellige retninger”.

Vigtig bog om datering
Hvis man er videnskabeligt interesseret, fysik- eller kemilærer, hvilken bog skal man så læse, for at lære at radiometriske dateringsmetoder ikke er 100% sande?
Den bedste bog (3 bind) om emnet er The Earth’s Age And Geochronology. Værket er bedre end andre bøger om emnet og forfatterne præsenterer uoverenstemmende dateringer og data, der nogen gange ses bort fra fordi de ikke er forstået.
Når man har læst bogen er man helt klar over, at:

• ”Ingen fortidsteori er 100% sand. Data peger altid i forskellige retninger.”

Man kan også læse uddrag af bogen og researche på biblioteket artikler med data indenfor de forskellige dateringsmetoder. Når man har læst bogen eller uddrag melder tanken sig sikkert:

• ”Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det før?”

The Earth’s Age And Geochronology.
Forfattere: D.York & R.M.Farquhar.
Forlag: Pergamon Press (År: 1972).
Sprog: Engelsk/amerikansk.
Kan købes antikvarisk: http://www.amazon.com/The-Earths-Age-Geochronology-C-I-L/dp/0080163874