Norsk og dansk Origo er to
foreninger, der arbejder tæt sammen, herunder udgivelsen af et fælles
tidsskrift, Origo. Den danske forening (skabelse.dk) og Origo Norge
(Origonorge.no) er ikke foreninger i juridisk forstand, men bevægelser af
skabelsestroende. Derfor kan man ikke blive medlem.
Sverige har sin egen
skabelses-bevægelse/forening http://genesis.nu/ der ikke samarbejder med dansk-norsk
Origo. Årsagen er sandsynligvis forskelligt Bibel-syn, idet skabelsestroende kan opdeles i to
grupper, der populært betegnes ungjords-creationister og
gammeljords-creationister. Tilsvarende opdeling er kendt i USA og andre lande.
Den svenske forening tager
primært udgangspunkt i Bibelens skabelsesberetning og er derfor forum for
ungjords-creationister. Man mener, at Bibelens skabelsesberetning skal forstås
bogstaveligt.
Ungjords-creationisterne
tror, at jorden og universet har en alder på kun 6.000-8.000 år (ung jord).
Gammeljords-creationister og tilhængere af intelligent design mener ikke, at
skabelsesberetningen nødvendigvis skal tolkes som historiske fakta. Det er altså en forskellig tolkning af Bibelens skabelsesberetning, der er årsag til uenighed og opdeling.
Intelligent design-tilhængere påpeger, at naturens og livets kompleksitet i sig selv kan forklare guddommelig skabelse - uden bibelsk begrundelse.
Dansk-norsk Origo er en
bred forening, der medtager alle ”kategorier” af skabelsestroende, herunder
tilhængere af intelligent design.
Alle skabelsestroende og
intelligent design-tilhængere er enige om, at Gud har skabt jorden og
universet. Alle skabelsestroende argumenterer for, at videnskab og evolutionsteori
ikke kan modbevise, at universet og livet har en guddommelig årsag.